Efterskrift

I nutidens rationelle samfund kan man med rette undres over, hvorfor man i bondestenalderen brugte så mange kræfter på at opføre de tusindvis af mægtige dysser og jættestuer, som stadig præger det danske landskab.

Der findes næppe en enkelt forklaring på byggeriet som stadig – mere end 5.000 år efter opførelsen - er et væsentligt dansk nationalsymbol.
Anlæggelsen af storstensgravene har frem for alt forudsat at man organiserede sig både praktisk og ideologisk. Et sådant byggeri forudsætter en fælles tankegang og ideologi for at lykkes – ikke mindst i betragtning af de enorme samfundsmæssige ressourcer som byggeriet både økonomisk og praktisk krævede. At investere så meget arbejde og ressourcer i så store monumenter har om noget krævet enighed og fællesskab og ikke blot en stærk leder. Samtidig signalerer gravene et tilhørsforhold til lokalområdet, som med den gradvise fastere bosættelse i bondestenalderen blev stadig vigtigere at håndhæve. Storstensgravene kan således også ses som territorielle, landskabelige markeringer af fællesskabet, som på lang sigt var det allervigtigste for samfundets overlevelse.