| |
For 5.200 år siden boede nogle af Danmarks første bønder ved Mariager Fjord. Bondestenalderen var godt i gang. Den tætte skov måtte vige for flintøksen og små lysninger skabte plads for marker, dyr og huse samt de første gravpladser. Tusinder af dysse- og jættestuegrave med tonstunge sten blev bygget i løbet af få århundreder – og de kan stadig ses!
De kæmpemæssige stengrave vidner om et bofast samfund, som afløste tidligere tiders omstrejfende jæger-samler samfund. Opførelsen af storstensgravene var et stort fælles projekt og en kæmpestor investering af både arbejdskraft og byggematerialer i kultens tjeneste. Storstensgravene er nok oldtidens største anlægsarbejde og den flotteste "ingeniørbedrift" som stadig imponerer og forundrer mennesker.
På denne side tager vi dig med til nogle af de flotteste stenaldergrave i Danmark: langdyssen Kongehøj og jættestuerne Jordhøj og Ormhøj øst for Mariager. De stenbyggede stenaldergrave ligger nu isoleret i et opdyrket og totalt ændret kulturlandskab. Vi håber, at du selv får lyst til at gå på opdagelse blandt de næsten 35.000 fredede fortidsminder, vi stadig har i Danmark.
Projekt "Kongehøjen" er et udviklingsprojekt støttet af "Kulturnet Danmark"-puljen under Kulturarvsstyrelsen - se mere på www.kuas.dk.
|
|